Regeringen og arbejdsmarkedets parter er blevet enige om at genindføre lønkompensationsordningen for alle danske virksomheder som følge af de skærpede COVID-19-restriktioner.

Lønkompensationsordningen har til formål at undgå afskedigelser af medarbejdere og hjælpe de virksomheder, der er berørt af de lokale nedlukninger. Alle virksomheder kan få lønkompensation, hvis de står til at skulle varsle afskedigelse til mindst 30 pct. af medarbejderstaben eller 50 ansatte. Det betyder bl.a., at restauranter har mulighed for at hjemsende nogle tjenere på lønkompensation, mens andre ansatte som kokke laver take-away, der kan hjælpe med at holde gang i omsætningen.

Ordningen trådte i kraft den 9. december 2020 og vil gælde frem til, at restriktionerne ophører, som på nuværende tidspunkt er den 7. februar 2021. Ved restriktionernes ophør ophører den almindelige lønkompensationsordning, idet den erstattes af ordningen for arbejdsfordeling.

Tvangslukkede virksomheder kan vælge at benytte lønkompensationsordningen, hvis de opfylder betingelserne herfor. Lønkompensationsordningen for virksomheder, som har forbud  mod at holde åbent, vil dog gælde frem til, at forbuddet ophæves. Tvangslukkede virksomheder må derfor vurdere, hvilken ordning der er mest hensigtsmæssig i forhold til virksomhedens nuværende situation.  

Lønkompensationsordningen er baseret på de samme forudsætninger, som lønkompensationsordningen, der var gældende fra den 9. marts til den 29. august. Der er dog enkelte ændringer.

Ordningens indhold i korte træk

  • Medarbejderne må gerne arbejde i hjemsendelsesperioden, men virksomheden vil ikke være berettiget til lønkompensation for de dage, hvor medarbejderne arbejder.
  • Retten til udbetaling af lønkompensation forudsætter, at virksomheden hjemsender minimum 30 pct. eller mere end 50 af virksomhedens ansatte i gennemsnit over hele kompensationsperioden
  • Virksomheden skal betale fuld løn til medarbejderne i kompensationsperioden
  • Virksomheden må ikke afskedige ansatte i den lønkompenserende periode som følge af økonomiske årsager
  • Lønkompensationen vil udgøre 75 pct. af de samlede lønudgifter for omfattede funktionærers løn månedligt, dog maksimalt 30.000 kr. pr. omfattet ansat.
  • For ikke-funktionærer vil lønkompensationen udgøre 90 pct. af de samlede lønudgifter, dog maksimalt 30.000 kr. pr. omfattet ansat
  • Modsat forårets ordning kan virksomheden vælge at søge kompensation for enkelte arbejdssteder (p-numre) eller hele virksomheden

Ovennævnte kriterier og vilkår vil, hvis der søges om kompensation for enkelte arbejdssteder, finde anvendelse for det enkelte arbejdssted og ikke virksomheden samlet set.

Skæringsdagen for, hvornår virksomheden sidst må have afskediget en medarbejder, fremrykkes til d. 9. december. Virksomheder kan modtage lønkompensation for medarbejdere ansat før d. 7. december. Øvrige betingelser følger af den tidligere aftalte lønkompensationsordning.

lønkompensationsordningen og ferie

Genindførelsen af lønkompensationsordningen strækker sig over juleferien, hvor mange virksomheder holder ferielukket. Virksomhederne vil derfor ikke modtage kompensation for 3 dage i den lønkompenserende periode fra 9. december 2020 til 3. januar 2021. Hvis virksomheden udelukkende søger om kompensation for den forlængede periode fra den 4. januar til og med den 7. februar, vil de 3 dage ikke blive fratrukket.

Med forlængelsen af lønkompensationsordningen udover den 17. januar 2021 er det aftalt, at arbejdsgiveren kan varsle afholdelse af 1 dags ferie pr. lønkompenserende måned (svarende til 28 kalenderdage).

I perioden fra den 18. januar til den 7. februar, hvor der fortsat er indført skærpede restriktioner, vil det særskilt gælde, at lønmodtagere skal bidrage med én feriedag for de første 21 dage lønmodtageren er hjemsendt med lønkompensation.

Det er forudsat i aftalen om forlængelse af lønkompensationsordningen, at allerede varslet eller aftalt ferie m.v., som er fastlagt forud for den 17. januar, afholdes som planlagt og indgår i de dage, som lønmodtageren efter aftale er forpligtet til at afholde.

Nyhedsbrevet er opdateret den 15. januar 2021.

The content of this article is intended to provide a general guide to the subject matter. Specialist advice should be sought about your specific circumstances.